Hjælp til alt fra forretningsstrategi til kaffebryggeri
04.12.2013

"Vi er kun 14 ansatte alt i alt, men da jeg begyndte i maj måned, havde min chef lige opkøbt flere små virksomheder og udvidet sine tilbud til at omfatte køleteknik, olie og gas og ventilation. Mit job var først og fremmest at få integreret de nye virksomheder og de nye tilbud i én forretning", siger Maria Berwald Madsen.

Næste skridt har været at sørge for, at kunderne også ved, hvad forretningen kan tilbyde: "Jeg tager mig af al marketing. Det er for eksempel mig, der står for både hjemmeside og for vores Facebook. Jeg får os også i lokalradioen med radiospots og i lokalavisen med kampagner. Og så har jeg lavet små events, som for eksempel da vi kørte ud med en energitrailer, man kunne besøge for at høre, hvor der er energibesparelser at hente".

God til det nørdede

Som ansat i en lille virksomhed, er hverdagen dog for det meste sammensat af mange andre opgaver også.

"Jeg er ikke bleg for at se på noget HR-jura, hvis vi har brug for det. Den slags nørdet stof er jeg ret god til at hitte ud af. Og ellers? Jamen, jeg tager selvfølgelig telefonen, når den ringer, sætter en kande kaffe over ind i mellem - og nu, hvor vores bogholder er syg, så hjælper jeg også med hendes opgaver".

"Sådan er det at arbejde i en lille virksomhed. Og jeg kan rigtig godt lide det - man får et helt andet indblik i butikken, end på store arbejdspladser. Og meget større betydning for udviklingen. Små ting kan gøre en kæmpe forskel", siger Maria Berwald Madsen.

Hun nævner CO Rørs vagtskema som eksempel: "Min chef havde længe ønsket sig at få lavet et vagtskema, så man altid kan få fat i en af vores folk, når der er akutskader. Det har jeg lavet. Det var ikke noget særligt for mig - men det betyder virkelig meget for kunderne", siger hun.

Lidt for oven af

Før Maria Berwald Madsen kom til CO Rør besøgte og evaluerede hun erhvervsudviklingsprojekter i Irak for FNs industrielle udviklingsorganisation, UNIDO. Det foregik i ført skudsikker vest og med eskorte. Alligevel var hun faktisk en anelse nervøs ved at begynde hos CO Rør.

"En af de store fordele ved at ansætte en højtuddannet er, at vi kan se tingene sådan lidt for oven af og være med til at udvikle forretningen. Men det kræver trods alt, at man kender forretningen. Og hvad vidste jeg om VVS og køleteknik? Men det gik heldigvis hurtigt over. Jeg kørte simpelthen ud med montørerne, indtil jeg havde forstået, hvad det er, de laver".